Introduktion og indpakning.
Selvom vandkøling stadig ikke er hvermandseje, er der sandelig sket noget siden dagene hvor det var forbeholdt virkelige entusiaster og gør-det-selv folk med nerver der kunne tåle et åbent akvarie placeret oven på kabinettet. Vælger man en ekstern løsning, er installationen i reglen ikke langt mere kompliceret end montering af en almindelig luftkøler, mens et internt kit kræver en smule mere snilde og planlægning. Som vi tidligere har skrevet, er vandkølings største fordel den overlegne køleevne som følge af den varmeledende evne for vand kontra luft, og lavere støj er endnu en potentiel gevinst. Bagsiden af medaljen er pladskravene, prisen og naturligvis risikoen for lækage. En smule grundlæggende teori om vandkøling og køling generelt kan findes i en af vores tidligere tests, f.eks. denne.
Dagens sæt kommer fra Titan - en producent der mest af alt er kendt for sin lave pris kombineret med tilstrækkelig ydelse for de fleste. Hvordan skal det gå når Titan bevæger sig ind på vandkøling, hvor der fra forbrugernes side ganske naturligt stilles væsentligt højere krav til køleevnen? Titan TWC-A04 er et eksternt kit der lover god ydelse, nem installation og brugervenlige ekstra features.

Titan TWC-A04 kommer forsvarligt (og kedeligt) pakket ind
TWC-A04 kommer i en stor kasse, pakket forsvarligt ned med alle komponenter nydeligt adskilt i separate rum skåret ud i den skumgummi der beskytter mod stød og slag under transport. Der er tilsyneladende ikke spenderet mange penge på at give denne køler en interessant indpakning, for kassens design er anonymt grænsende til det kedelige. Et håndtag i toppen letter bærearbejdet - et skægt lille påfund som vi så for første gang på bundkort emballage for nogle år siden.
| Næste > |
|---|





